Index · · Forum (søg) · Blogs · Artikler · IRC · Billeder · Video · HWP · Spiki Sun, 21 Jul 2019 04:47 
 Seneste indlæg: [Andet] Foo part II - Carsten L (d. 20 April 2019)
Reklamer
Fætter BR klubben - ALJ - Tuesday 16-02-2010 kl. 19:23link til denne blog
ALJVar lige nede i Fætter BR i dag. Vi skulle bruge en fastelavnstønde til vores fastelavnsfest på OMK og de havde lige et par stykker tilbage. Da jeg står ved kassen trækker pigen foran mig sit Fætter BR kort frem, da hun skal betale. Jeg kommer i tanker om at jeg da egentlig stadig har mit i pungen, da jeg som joke har brugt det som ID eller "på beløbet" på byture, så jeg nævner for sjov at jeg stadig har et Fætter BR kort, men at det jo nok desværre er udløbet, da det er 16 år gammelt.

Ekspedienten kigger ret forbavset og insisterer på at vi da skal prøve at køre det igennem. Pludselig begynder han at skraldgrine, da kortet åbenbart er gået igennem - til stor morskab for alle i køen. Nu sidder jeg her med et hæfte med 5 kr. i Fætter BR sparemærker. Ved ikke helt hvad jeg skal sige... eller bruge dem til... men man bliver i hvert fald aldrig for gammel til Fætter BR Klubben!
Yellow Flying - ALJ - Saturday 19-07-2008 kl. 22:38link til denne blog
ALJYellow Flying er en fantastisk drink jeg fandt på her i går...

Fyld 3-4 isterninger i et 0.5 liters glas og fyld godt med knust is ovenpå. Brug derefter:
6 cl hvid rom (originalt Havana Club)
4 cl Malibu
4 cl Bols Bananlikør
Top op med Sprite

Det er ren saftevand ligesom Long Island Iced Tea og kan drikkes på få minutter. :)
Holland - Axel som... kirkegænger? - ALJ - Sunday 29-07-2007 kl. 22:13link til denne blog
ALJJa, så kom det ud. Jeg er begyndt at gå i kirke. I denne uge har jeg været i kirke op til flere gange. Kender man mig bare lidt, lyder det både fjollet og fuldstændigt usandsynligt - og sandsynligvis sidder du allerede nu med et underligt udtryk i ansigtet, men der er en helt særlig grund dertil. Her i Haag har de en kæmpe kirke, midt inde i centrum. Da folk ikke rigtigt gider gå i kirke mere, bliver den ikke brugt så meget, som den engang blev. De normale gudstjenester er skåret væk, og kirken bliver nu mest bare brugt til højtider og større arrangementer. Man kan vist endda leje den, hvis man skal holde en stor gallamiddag eller lignende. I forbindelse med omlægningen af kirken, har de haft et større lokale til overs, i den ene side af kirken. Lidt ligesom et stort våbenhus. Dette er muligvis ikke 100% korrekt, men det kan heller ikke være meget ved siden af.



Så, hvad skulle dette rum nu bruges til? En flok kloge hoveder har sat sig ned og tænkt over det. Indtil nogen kom med ideen "hey, vi laver da en bar!". Og som sagt, så gjort. Dermed kan man nu gå rundt og se på den store flotte kirke og når man går ud for at se det ene rum i den ene side, bliver man mødt af folk der får sig en drink... i kirken. Godt nok en bar med sin egen lille facede udadtil, men stadig som en del af kirken. Faktisk har de folk der kommer fra kirken ind i baren, ikke for at få en drink, men udelukkende for rasende at skælde personalet ud over, at man da ikke kan have en bar i kirken. Men selvfølgelig kan man da det. Og byturen i min forrige blog startede selvsamme sted. Hvorfor nøjes med et lille snottet glas billig rødvin og den tammeste kiks nogensinde, når man kan smide et par håndører for en stor fadøl og en sandwich med kylling og bacon - og så oveni købet slippe for de tre kvarters koncentreret kedsomhed det koster at få førnævnte shot rødvin og kiks? Hvad kan man lære af det? Jeg ved det ikke helt, men i det mindste bruger de da deres kirker til bare ét eller andet i hverdagen. Jeg stemmer for en reform af Folkekirken - nu med fadøl og kyllingesandwich!
Holland - nogen der vil med i byen? - ALJ - Saturday 28-07-2007 kl. 17:37link til denne blog
ALJHar lige været i byen i Holland, med en af min mors veninder, dvs. min mors nabos ex. Lang historie. Anyways - og for en god ordens skyld skal det lige nævnes at hun kun er 25 - så var det pisseskægt. Især pga. priserne. Vil tro jeg købte noget der ligner 8-10 (Grolsch) fadøl, 4-6 Martini drinks og nogle Colaer. Ved det ikke helt sikkert, da jeg ikke kan huske det, men alt i alt kostede hele denne herlighed noget i omegnen af 200 kr. Det er helt sygeligt billigt, så kan kun anbefales!



Derudover har jeg fundet en helt fantastisk hollandsk opfindelse. En rejse-æggebakke. I hård plast og med skumbeskyttelsesindlæg. Så hvis man lige står og skal rejse med æg, kun Gud ved hvorfor, så er rejse-æggebakken det bedste bud. Jeg vil skyde på det er hvad der sker, når nogen opfinder et ligegyldigt produkt, får nogen til at producere det, får nogen til at distribuere det og får nogen til at sælge det - uden at der på noget tidspunkt i kæden er nogen der tænker "hvorfor?".
Holland - et land grundlagt på delikatesser! - ALJ - Thursday 26-07-2007 kl. 23:05link til denne blog
ALJSidder lige i Holland og stener. Har konstateret, at hollændere er tossede - på den fede måde altså. Først gik jeg ned for at købe ind til Mortens og min specialitet, de 3 M'er ("Maonæsehav Med Makrelbund") - en sand gastronomisk orgasme - og samtidig finde noget til morgenmad. Jeg fandt dertil noget vanillieyoghurt med banan.



Kender I det, at man kommer til at tage noget forkert, som så viser sig at være tusinde gange bedre, end hvad man havde regnet med? Det var præcis hvad der skete, for jeg havde ikke set ordentlig efter, da jeg tog kartonen. Det viste sig derimod at være vanillieyoghurt... med budding. Der er simpelthen puttet et stort lag budding med i kartonen, så når man holder yoghurten ud af kartonen, vil der ovenpå løbe et tykt, gult, delikat lag... budding. Fråderen? Det tror jeg nok lige! Også, på trods af at det ser ud som om en meget forkølet person har tømt 4 dages næseindhold ned i din morgenmad. MUMS!
Et idiotiens monument - ALJ - Thursday 24-05-2007 kl. 22:08link til denne blog
ALJEr lige kommet hjem fra Uni. På vejen hjem tager jeg altid over Høje Taastrup station. Jeg kommer ned på spor 3 & 4, hvor togene kører vestpå mod Jylland. Der er en diskussion i gang mellem en dame og en gruppe pendlere. Det viser sig at damen skal til København og derfor står på den forkerte perron. Nogle folk prøver ihærdigt at overbevise hende om, at hun skal hen på spor 1 & 2, men hun nægter konsekvent at tro på dem. Hun har nemlig overbevist sig selv om, at Ankomst- og Afgangstavlen "er det samme" og tror derfor at alle tiderne er afgange.



Man skulle jo tro at det at påpege de store "AFGANG" og "ANKOMST"-skilte på selve tavlen var nok, men næ nej. Heller ikke at der på selve skærmene på sporet udenfor stod "Kalundborg" samt alle stationer mellem Høje Taastrup og Kalundborg var overbevisning nok. Så blev esset hevet frem. For hvis man betragter afgang- og ankomstskærmene som hørende sammen, vil der jo være flere tog der kører fra samme spor samtidig, da det jo i grunden er samme tog. Dette var dog heller ikke overbevisende nok for hende. "Jamen, de afgår jo bare meget tæt op ad hinanden". Ja klart, og de kommer fra hver deres side og skal fortsætte samme vej på samme spor - samtidig. Unægteligt en svær logistisk opgave, når det er tog der kører på skinner. Hvis det er sådan DSB planlægger deres togruter, så tror da pokker de bliver forsinkede. Pjat med os.



Til sidst hopper damen på det første det bedste tog mod København. Eller, "Frederecia", som os tilsyneladende både geografisk og logistisk udfordrede pendlere har valgt at kalde det. Ikke engang konduktøren stoler hun på og smutter bare forbi ham, uden at spørge først. Nu sidder du nok og husker tilbage på overskriften og tænker "jamen, hvor kan jeg så se dette idiotiens monument?". Jeg ved det faktisk ikke, men det befinder sig i hvert fald et sted mellem Høje Taastrup og Frederecia.
Det der alderdom... - ALJ - Wednesday 09-05-2007 kl. 14:22link til denne blog
ALJ... vil jeg gerne prøve en dag. Sad og sov i bussen i morges, da jeg pludselig bliver vækket af en, der spørger "skal du ikke af, går du ikke i skole her?!". Jeg kigger ud af vinduet og ser, at hun taler om Roskilde Katedralskole, hvor jeg fik min studenterhue - vel og mærke FOR 3 ÅR SIDEN! Det vil ingen ende tage...
Nintendo Wii go home! - ALJ - Wednesday 21-02-2007 kl. 23:31link til denne blog
ALJSå ligger man her midt i sin influenza en kedelig snestormsdag med alt undervisning aflyst i dag og i morgen. På TV kører der ligegyldige reklamer - tror man! For midt i vanvid om hvor gode opfindelser der dukker op for tiden, herunder charmerende ting som diarre-bekæmper, anti-skedelugt-smovs og Nintendo Wii, dukker den sande belønning for et højteknologisk samfund endelig op. Makrelsalat - PÅ TUBE! Den bedste opfindelse, siden... maonæse på tube! Hvorend du er Morten, vil jeg nu bruge mine telepatisk makrelkrafter til at overføre dette fantastiske budskab. Intet kan ødelægge dette års festival!
Jyllandskuppet! - ALJ - Wednesday 17-01-2007 kl. 20:18link til denne blog
ALJHer den anden dag modtog vi ikke vores avis, Jyllandsposten. Den plejer ellers at ligge der hver morgen. Men ikke denne gang. Vi ringede så ind til Jyllandsposten for at høre, hvordan det kunne være. Man tror til tider, at man er et kløgtigt menneske og har hørt selv de lammeste undskyldninger i denne verden, men alligevel formår visse mennesker at overraske. En dame hos Jyllandsposten forklarer roligt, at omdeleren i vores område havde ringet ind tidligere på morgenen, angående problemet. Det der var sket var simpelthen, at samtlige aviser på lageret i vores område, var blevet stjålet. Stjålet? Stjålet. Nu ved jeg ikke hvorfor nogen skulle stjæle et helt lager aviser, men tilsyneladende har nogen nu aviser nok til at tænde op i pejsen de næste 1265 år. Så når I er med toget næste gang, så hold lige ekstra godt fast i jeres Urban. Man ved jo aldrig!
Kage - ALJ - Monday 27-11-2006 kl. 23:23link til denne blog
ALJI mit altid underlige liv, sker der hele tiden mærkelige ting... hermed endnu en. Denne gang omhandlende en af mine helt store passioner, nemlig kage. Jeg går for tiden ude på Ingeniørhøjskolen i Ballerup og har en fin lille gå-tur fra busstoppestedet til skolen og lidt længere, når man lige skal i Føtex. En dag går min ven og jeg på vej til Føtex og på halvvejen lægger vi mærke til en papkasse fra bageren, der ligger ved siden af fortovet, midt ude i ingenting... vi går forbi, kigger på hinanden, går tilbage og ser at der ligger 3 stykker kage i. 2 perfekte stykker og en enkelt halvsmadret kage. Æsken er ret våd og klam og kagerne ligeså, det regner og kagen har vist ligget der i lidt tid, så vi griner af hvor underligt det er og smutter videre. På vej tilbage står kagen der stadig.



Men så sker det underlige... sidst på eftermiddagen på vejen hjem, går vi igen forbi æsken og da vi er gået forbi, flækker min ven pludselig sammen af grin og spæner tilbage. Vi kigger i æsken igen, og der mangler noget. Nu tænker I nok "et dyr har vel spist kagerne", hvilket vi også selv gjorde, indtil vi opdagede, en vigtig detalje. Der manglede kun de 2 perfekte stykker, det halvsmadrede stykke var stadig urørt, hvilket et dyr jo ikke burde bekymre sig om. Tilsyneladende er en eller anden person er altså kommet forbi og har tænkt "Mmmmm, kage!", har snuppet de to klamme stykker kage, men alligevel syntes at det var for klamt, at tage et stykke der måske var taget af i forvejen. Det er så usandsynligt vammelt, at jeg ikke engang har lyst til at skrive videre og derfor stopper nu.
Det der procentregning... - ALJ - Sunday 19-11-2006 kl. 21:16link til denne blog
ALJHer i går var jeg i byen i kbh. Denne gang skete noget af det sjoveste på udturen for en gangs skyld, da jeg tog toget fra Roskilde til kbh. På den anden side af gangen sidder 2 gutter, små gutter vel og mærke, den ene nok 13 og den anden 14-15 år. De sad begge to og drak øl og var tydeligvis på vej til fest. Og hvilken fantastisk dialog der skulle finde sted! Først skulle det diskuteres, om toget nu også holdt på København H. Det kunne jo være, at man var kommet med et af de fiktive tog der ikke gør.



Tosset, men ikke så tosset som det efterfølgende, hvor det var alkohol diskussionen drejede over i. For det første drak den enes ven en del øl om dagen, men han var jo ikke en "rigtig dranker", for hvis man skal være en "rigtig dranker", drikker man mindst en kasse om dagen. Så lærte jeg også noget nyt den dag. Pludselig siger den ene "har du smagt den der Wibroe Årgangsøl? Den er på 10.8%!"... den anden kigger forbavset på ham og siger så "Hårh! Er det så ikke pr. liter?!". I min store forbavselse over hvor stor en skovl man kan være, vender jeg hovedet imod dem og ser at hans ven også kigger på ham som om han er den største idiot i hele verden. Og svarer så med "Haha! Nej, det er altså pr. flaske!". Den lader vi lige stå et øjeblik.
Islandske tøser - ALJ - Saturday 23-09-2006 kl. 13:07link til denne blog
ALJEfter at være startet på min nye uddannelse har jeg opdaget noget helt tosset i denne verden... islandske tøser. Underlige, fuldstændigt bindegale og ganske fantastisk underholdende. Første gang vi var til fredagsbar spurgte de midt i det hele, om vi ikke ville med op i deres gruppelokale og have en gratis øl. Lidt forundrede over at de havde øl med i skole gik vi ind på selve skolen igen, op i deres lokale og de åbnede et skab i deres grupperum. Der stod så en ramme Slotspilsner og en flaske brændevin. Godt så... de drikker i hvert fald ganske godt igennem...



I går var vi så til fredagsbar igen. De bor 3 stk. i Herlev og efter fredagsbaren smuttede vi et par gutter hjem til dem for at drikke flere Slotspilsner... og det havde de da godt nok. Faktisk havde de derhjemme, i deres egen etage på 144km2, en hel væg af Slotspilsner. Like, 1.5x3m Slotspilsner. Tosset... men ikke så tosset, som da den enes far pludselig trådte ind af døren. Han var kommet helt fra Island og havde overrasket sin datter med et surprise-besøg...



Aftenen endte med at en af gutterne blev vanvittigt fuld og på vej i S-toget fra Herlev til KBH H mente han da, at et par 45-årige "tøser" i den næste vogn lige var noget for ham. Dybt imponerede (og nok mere chokerede end imponerede) overværede vi hvordan han forlod os og gik ind i den næste vogn og introducerede sig selv. Hvorefter han snakkede løs. Da vi nærmede os KBH tænkte vi, at vi hellere måtte redde dem og få ham med af. Da vi kommer ind er han i gang med en filosofisk forklaring på livet. Vi får hevet ham op og ud i gangen, uden de store problemer. Pludselig stormer han ind i vognen igen, hen til den ene dame og desperat flyver ordene "SKAL VI IKKE SPRINGE I FALDSKÆRM SAMMEN?!" ud af munden på ham. Efter et par minutters grineflip får vi ham ud på KBH og han forsvinder. Nu må vi se hvor han er havnet henne...



Alt i alt oplever man en masse spændende, fx kan jeg nu bælle Slotspilsner ret hurtigt. Og brændevin. Jeg har også lært lidt islandsk, fx kan jeg nu sige "brændevin" og "klamme luder".
Roger Waters - ALJ - Monday 03-07-2006 kl. 00:43link til denne blog
ALJEfter at have set 2 timer og 40 minutters koncert med Roger Waters og derefter bruge et par timer på at gå(!) de 7-8 km jeg har hjem, ville jeg da lige smide et par ord ind. Roger Waters var nemlig uden tvivl den absolut fedeste koncert jeg har set i år.



Først og fremmest var de ret gode til at bruge effekter på skærmene, der til tider nærmest kunne betragtes som manipulation, når de viste krig, olie og grædende mennesker. Derudover havde de sat højttalere op i surround-sound, så de kunne lave lyde bagfra, hvor det til tider løb en koldt ned ad ryggen, når der kom en dyb, ond latter, eller underlige ting som brægende får.



Han havde forberedt en sang, hvor han fortalte om dengang han tomlede sig fra Beirut til London og hvordan en familie dernede havde gjort ufatteligt indtryk på ham. Hele denne sang kørte i ret lang tid, med tilhørende tegneserie på skærmene, hvilket jeg aldrig har set før.



Til sidst slukkede alt lyset og man skulle tro at det var slut. Men nej, et kæmpemæssigt brag fra instrumenterne kørte i nogle sekunder og pludselig eskalerede det hele i... ja, gæt... The Wall. Jeg har før hørt folk synge med på sangene, men det her var fuldstændigt vanvittigt. Han sang vist kun første vers, resten klarede publikum selv. Helt fantastisk sceneshow og nok den mest positivt overraskende koncert jeg har set i år, hvis ikke i det hele taget.



Forlod festivalen glad, selvom jeg skulle gå hjem, for det var det hele værd. Et lille smil på læben gav det da også, da jeg på vejen ud gik forbi en lejr, hvor en stangstiv svensker ganske humoristisk sad og skrålede Franz Ferdinand: "This fire is outta control, I'm gonna burn this city, BURN THIS CITY!".

I'll see you on the dark side of the moon...
Forklaring til Troels - ALJ - Friday 23-06-2006 kl. 18:24link til denne blog
ALJVar lige til afslutningsfest med skolen i går. Man ved at det har været en god fest, når:



1. Man har en SMS liggende fra Troels der spørger, hvorfor man har ringet midt om natten.

2. Ens telefon har fået tilføjet kontakterne "7", "*" og "98337#".

3. Man har for ca. 100 kr. i små mønter.

4. Man lugter af tøseparfume.

5. Man har bræk på sin bluse.

6. Man har bræk på sine bukser.

7. Man har bræk på sin taske.

8. Noget af forrige dags aftensmad ligger halvt fordøjet i en pose på terrassen.

9. Ens knæ bløder.

10. Man har formået at miste ikke et, men to (2!) slips på samme aften.

11. Man ikke har den fjerneste ide om hvordan noget af det er sket.



Alt i alt var det en fed fest. Vil jeg tro.
Et vildere LAN. Huh? - ALJ - Sunday 04-06-2006 kl. 09:28link til denne blog
ALJOverskriften kunne godt lyde nørdet. Det er den til dels også. Men historien er fantastisk og unørdet, det lover jeg. Jeg har lige været til LAN med nogle Battlefield folk, inde på Boomtown i Kbh. Arrangementet varede fra midnat til 9. Entré 150 kr. 150 deltagere. I grunden kom vi ikke for at vinde. Der var nemlig gratis øl under hele arrangementet. Nærmest i sig selv er prisen tjent hjem. Fino. Vi var klar...


Vi ankommer til BT og får alle fluks udleveret en Qpad musemåtte til en værdi af 200 kr., med et specialtryk på, specielt lavet i Italien til dette arrangement. Huh? Vi er kun lige kommet ind ad døren og har allerede scoret for mere end billeten er værd? Sådan er sponsorer vel... Underligt, men vi går i gang med arrangementet. Ud over dette fik vi smidt en håndfuld ligegyldige keyhangers i nakken, som man nu gør til den slags arrangementer med sponsorer.



Her kommer første overraskelse. Ikke bare gratis øl, men også gratis lagkage og morgenmad. Og Cult piger. De havde ikke noget Cult med, men var der kun for servicens skyld. Dvs. at man i kampens hede kunne råbe "Kan jeg bede om en øl mere?" og så kom der straks en Cult pige rendende med en kold øl. Eller lagkage. Huh? Det var åbenbart meningen med dem. Stenet nok, men vi fortsatte da...


Første turnering blander de nogle tilfældige hold og jeg ender på en 2. plads med mit hold. Her får jeg et års membership til Boomtown til en værdi af 200 kr. Ikke ringe, men heller ikke det helt vilde.


Videre til klanturneringen. 10 hold deltog og vi formåede til vores egen overraskelse at kæmpe op helt op på en 2. plads. Hvor vi så vandt det samme som 1. pladsen. Et Sennheiser PC160 SK, til en værdi af 700 kr. Huh? Vildt!



Så lige nu sidder jeg med gejl på mit bord, for ca. 1100 kr., fra et arrangement jeg betalte 150 kr. for. Huh huh huh?
Vores toilet - ALJ - Saturday 25-02-2006 kl. 03:50link til denne blog
ALJEr du sart, så læs ikke videre... vil blot lige fortælle om noget jeg har funderet meget over på det seneste, nemlig vores toilet her hvor vi bor i USA. For det første er næsten hele døren en stor rude. For at man ikke skal kunne se lige igennem, når der er en der sidder på WC eller lige er kommet ud af badet, har man lavet sådan en masse sløringsdråber i glasset. Problemet er bare at dråberne er så små, at de ikke overlader meget til fantasien. Hyggeligt.



Derudover har de en vammel fetish med toiletspray. Nærmere sagt en toiletspray med duft af jordbær med fløde. Jeg ved ikke om i kan forestille jer hvordan det er, hvis folk først har været i bad, så der er dejligt fugtigt og lunt, for derefter at have lavet stort og så til sidst brugt førnævnte spray. Kort sagt bliver man altså til tider mødt af en herlig fugtig dunst, der lugter af lort og lagkage. Ganske charmerende... jeg tror jeg skal gemme den der spray...

Vil også lige nævne at mine fremtidige blogs nok kommer til at være på vores nye MMD-blog istedet, som kan findes på mmd-amok.blogspot.com, hvor alle selvfølgelig er velkomne til at kommentere!

Håber at I hygger jer derhjemme!
Axel
New York - ALJ - Thursday 23-02-2006 kl. 05:10link til denne blog
ALJHelløjsa

Så er man kommet til New York. 6 timer i fly og jeatlag det hvar ldit irriterednde. Her er mega tosset og byen er kæmpe og enorm. Taxa koster intet (1/3 pris). Heldigvis skal vi først starte arbejde mandga, så vi har lige nogle dage til at kigge os omrkiung i byen.

Vi bor i et godt kvarter og folk skydet ikke på hionanden og sådan. Hele tiden. I går spiste vi på japansk restaurant og man forstå r næsten ikke hvor billigt det er herpovre. 5 menn esker, te, salat, suppe, hovedret og drikkevarer... 60$. Fantastisk. I kid you not!

Lader høre fra mig nrå jeg lige har sovet noget mere. Er pænt busted... AXel.
Praktik i Vinterbyøster! - ALJ - Thursday 02-02-2006 kl. 22:37link til denne blog
ALJPrøver lige igen... noget gik galt med forrige blogforsøg. Anyways, har brugt hele dagen på uddannelsesmessen i Forum. Ved vores stand har vi en konkurrence kørende, hvor man kan vinde en fladskærm. En FLADskærm - IKKE en FALDskærm, dammit. Man skal blot udfylde kontaktinformationer og svare på det svære spørgsmål. Her har skolen virkelig oppet sig og givet en meget udfordrende opgave, nemlig at svare på, hvor man som multimediedesigner i Køge, kan komme i praktik. Dette lyder nok svært, men svarmulighederne er følgende:

1. Andeby
2. New York
3. Vinterbyøster

Først grinede vi lidt over hvor lamt det egentlig var at skulle svare på det spørgsmål, men blev dog senere forbavset over, at næsten 20 personer formåede at svare forkert. Nu ved jeg godt at jeg måske ikke er den ældste i verden, men jeg ved sgu godt hvad Vinterbyøster er. Man havde dog ikke overvejet, at de folkeskoleelever der dukker op til messen, ikke er særligt gamle. Det var først efter lidt tid, at vi overhørte en samtale mellem en flok folkeskoleelever, der var ved at udfylde sedlerne, at vi opdagede hvad der gik galt... "Hmm, Andeby, det er da fjollet! New York? Haha, de kommer fra Køge! Vinterbyøster lyder mere som noget dernedaf, sådan lidt mere bondsk!". Hvorefter hele flokken satte kryds ved Vinterbyøster.

Praktik i Vinterbyøster? Jeg glæder mig allerede...
Praktik i Vinterby Øster! - ALJ - Thursday 02-02-2006 kl. 22:19link til denne blog
ALJ
Post Danmark er stadig det mest pålidelige - ALJ - Monday 16-08-2004 kl. 13:43link til denne blog
Reklamer
udgået pga. smovs
   Time: 0.0059599876403809 seconds Brugere - Ny blog - Ny artikel - changelog